Guldhornene - tyve gennem tiden

Men på denne tirsdag er Vestre Landsret i Kolding i øvrigt ikke nogen prangende historisk kulisse omkring de seneste års mest omtalte danske tyverisag. Lokaliteten har et bedaget og slidt udtryk, og brandslukningsudstyret uden for landsrettens venteværelse på tredje sal består såmænd af noget så prosaisk som en mekanisk pumpe og tre røde metalspande fyldt med vand. Letter man på låget til den ene af spandene, ser man, at fire små flasker Boonekamp mavebitter flyder rundt i vandet. Nogen med ærinde i Vestre Landsret har antagelig styrket sig med indholdet af de små flasker inden deres entré i retslokalet, der er placeret i umiddelbar forlængelse af landsrettens venteværelse.

Dagen i retten er begyndt lidt i ni, da to uniformerede politibetjente eskorterer Sonni Svensson op ad de slidte trapper til venteværelset på tredje. På væggene i venteværelset hænger der indrammede kopier af Storm P.-tegninger. De kan med lidt god vilje give mindelser om Sonni Svensson og Serkan Baruts tyveri af Guldhornene i efteråret 2007, selv om makkerparrets foretagsomhed nok må karakteriseres som større end deres raffinement. Over venteværelsets bord hænger en stor PH-lampe, og havde Sonni Svensson ikke denne morgen været under skarpt opsyn af to betjente, havde han muligvis været fristet til at skære lampen ned og tage den med sig. I hvert fald er det akkurat den type lampe, som Sonni ved flere lejligheder er blevet dømt for at stjæle.

Sonni Svensson er en kortklippet og bred fyr. Han har cowboybukser og en grå T-shirt på, men han skifter til en hvid langærmet T-shirt fra Dolce & Gabbana, inden retssagen begynder. Den langærmede T-shirt repræsenterer ikke kun en modemæssig opgradering. De lange ærmer dækker også tatoveringerne på Sonnis underarme. Han har sorte bogstaver tatoveret på venstre underarm, og på højre arm er der en større tatovering på vej. Det er foreløbig kun opstregningen, der er endeligt færdig, han mangler stadig at få fyldt farve i. På fødderne har Sonni et par næsten nye løbesko fra Nike. Men hvad sko angår, bliver han snart trumfet.

Nogle minutter efter Sonni ankommer sagens anden tiltalte, Serkan Barut. På fødderne har Serkan et par spritnye løbesko fra Nike – pris: 1.499 kroner – oplyser han efter at have hilst hjerteligt på sin svoger. Sonni er forlovet med Serkans søster. Til sidst ankommer Sonnis mor. Hun er anklaget for hæleri, da Guldhornene sammen med en lille figur i rav dagen efter tyveriet blev fundet i en taske på loftet i hendes hus i Hovedgård nær Horsens. Sonnis mor er en lille væver kvinde midt i fyrrerne med rødblondt hår og briller. Hun har løbesko på fødderne.

De tre personer har hovedrollerne i en fortælling, der allerede inden domsafsigelserne tirsdag eftermiddag har mytens karakter. For da Sonni Svensson og Serkan Barut tidligt mandag morgen 17. september 2007 kører til Jelling i en mørkeblå Nissan Primera for at stjæle Guldhornene, skriver de sig ind i Danmarkshistorien og bliver en del af den mytologi, der omgærder Danmarks nationalklenodie nummer 1. En mytologi, der næres af forestillinger om det enestående danske og det evigt tabte.

Det første tyveri

Guldhornene stammer fra germansk jernalder i 400-tallet efter Kristus. Hvad Guldhornene oprindelig er blevet benyttet til, har man ingen sikker viden om, men man antager, at anvendelsen har haft en religiøs karakter. I 1639 og 1734 dukker de to guldhorn med næsten 100 års mellemrum op af den samme mark ved Gallehus nær Møgeltønder.

Der er ikke andre eksempler på horn af denne type udført i guld, så intet sted i verden har de danske guldhorn deres lige. Det lange horn, der måler næsten 80 centimeter i den ydre kurve, skænker Christian IV til sin søn prins Christian, der bruger det til drikkehorn. Det korte horn bærer det første danske eksempel på en kunstnersignatur, da der i hornets mundingsrand er en runeindskrift. »Jeg, Lægæst, søn af Holt, gjorde hornet«.

I begyndelsen af 1800-tallet er Guldhornene placeret i Det kongelige Kunstkammer ved Christiansborg i Rigsarkivets nuværende bygning. Men her er Guldhornene ikke i sikkerhed. Om aftenen 4. maj 1802 skaffer den fallerede guldsmed Niels Heidenreich sig adgang til kongens kunstkammer, og han har de uvurderlige genstande med sig, da han forlader stedet. Næste morgen bliver tyveriet anmeldt, men selv om der udloves en dusør på det betragtelige beløb 1.000 rigsdaler, finder man ikke frem til Niels Heidenreich, der smelter Guldhornene om i sit køkken.

Guldet bruger han til at fremstille smykker, skospænder og falske mønter. Guldsmedens banale pengenød resulterer i, at et stykke unik dansk kultur går tabt for evigt. Året efter tyveriet bliver han afsløret af en kollega. Han tilstår forbrydelsen og kommer i fængsel.
Tyveriet ansporer en af datidens berømteste digtere, Adam Oehlenschläger, til at skrive digtet »Guldhornene«. Oehlenschlägers digt er på 166 linjer, men i dag huskes næppe mere end anslaget: »De higer og søger i gamle Bøger.«

To hundrede år senere – i sensommeren 2007 – hverken higer eller søger Sonni Svensson i gamle bøger. Han er akkurat som Niels Heidenreich i pengenød (ifølge sin forklaring i retten skylder han en bagmand 25.000 kroner), og Sonni søger på internettet. Efter »Kongernes Jelling«, navnet på udstillingsstedet, hvor Guldhornene er udstillet i efteråret 2007, og efter prisen på guld.
Søgningerne foretaget på Sonnis egen computer, der også omfatter nedhentningen af en kørselsvejledning til Jelling, bliver siden en del af bevismaterialet imod ham. Men det har han næppe i tankerne, da han i ledtog med svoger Serkan Barut kører til Jelling tidligt om morgenen mandag 18. september 2007.

I bilen har makkerparret to økser, som de har købt i Silvan nogle dage forinden. Økserne, som Serkan har betalt, skal de bruge til at skaffe sig adgang til det lokale, hvor Guldhornene er udstillet. Men de har angiveligt ikke taget højde for, at Guldhornene befinder sig på udstillingsstedets første sal. I hvert fald er de ude at hente en stige i et nærliggende industrikvarter, inden de kan gå i aktion. Trods Sonnis research på internettet er de heller ikke klar over, at kopierne af de originale guldhorn ikke er udført i guld. Det finder de først ud af senere.

Et par erfarne amatører

I retten oprulles hændelsesforløbet:

Sonni og Serkan kommer ind i udstillingsbygningen fra bygningens bagside. De sætter en stige op ad muren og kravler op til et smalt vindue på første sal, som de smadrer for at skaffe sig adgang til et depotrum. De bryder depotrummets dør op og fortsætter ud i en gang, hvor de bryder endnu en dør op for at skaffe sig adgang til udstillingsrummet, hvor Guldhornene befinder sig i en glasmontre. I udstillingsrummet smadrer de to montrer og stjæler Guldhornene, en 9.000 tusind år gammel figur i rav, der forestiller en bjørn, og en uvurderlig halsring i guld. I skyndingen overser de blandt andet to ørestikker skabt af guld fra de originale guldhorn. Ørestikkerne finder man under oprydningen dækket af mængder af knust glas.

I retten står det lysende klart, at Sonni Svensson og Serkan Barut deres unge alder til trods langtfra er novicer, hvad angår kriminalitet. De har tidligere samarbejdet om tyverier i flere omgange, og især Sonni har en hel stribe af tyveridomme bag sig. I pressen har man fokuseret på guldhornstyveriets lidt tilfældige og uigennemtænkte karakter. Den manglende stige og tyvenes mangel på faktuel viden om Guldhornene. Men det er næppe en tilfældighed, at netop Sonni Svensson træder ind på historiens scene med tyveriet af Guldhornene. I en opremsning af Sonnis domme fremgår det, at han tidligt udviser interesse for PH-lamper og på et tidspunkt har stjålet 51 Arne Jacobsen-stole fra Grindsted Rådhus, selv om han heller ikke er gået af vejen for at stjæle sodavand til en af landsretten »ukendt værdi«.

Serkan Barut slår ind på sin kriminelle løbebane ved i 1998 at stjæle en tegnebog med 2.000 kroner. Siden følger indbrud i en fritidsklub, hæleri og tyveri af golfudstyr, vold af særlig farlig karakter og spirituskørsel.

Den sidste af de tre anklagede – Sonnis mor – er ikke tidligere straffet. Hun blev frikendt i byretten i december sidste år, men i landsretten plæderer anklager Christian Schou for seks måneders fængsel for hæleri.

Mens Sonni Svensson tidligt i forløbet erkender sig skyldig og forklarer, at han har udført tyveriet sammen med en ukendt medgerningsmand på bestilling af bagmanden, han skylder penge, har Serkan Barut stort set nægtet at udtale sig ud fra devisen, at han ikke ønsker at udtale sig om noget, han ikke har gjort. I retten får det anklageren til at fremføre, at han mener, at Serkan Barut har »spillet på chancen« og fundet på forklaringer hen ad vejen, når han blev klar over, hvilket materiale politiet var i besiddelse af. Anklagerens ord får Serkan Barut til at ryste opgivende på hovedet.Et glimt af guld
Et af retssagens springende punkter er, hvorvidt Sonni Svenssons mor har gjort sig skyldig i hæleri. Mens halsringen dukker op i en grøft nær Århus efter et anonymt tip til et advokatkontor, finder politiet både Guldhornene og Ravbjørnen i en sportstaske placeret på loftet hos Sonni Svenssons mor i hendes hus i Hovedgård, hvor politiet om aftenen tirsdag 19. september 2007 anholder moren, Sonni, Sonnis kæreste og Serkan. Kæresten bliver løsladt efter kort tid, da hun ikke har noget med tyveriet at gøre.

Til gengæld opretholder politiet hælerisigtelsen mod Sonnis mor. Men ifølge morens forklaring i retten havde hun tænkt sig at levere Guldhornene tilbage til politiet, dog uden at bringe Sonni i vanskeligheder. Så langt når moren aldrig, da politiet allerede dagen efter tyveriet stormer huset og finder Guldhornene på loftet.

Det er også moren, der fortæller Sonni, at Guldhornene ikke er lavet af guld, men kun er kopier udført i forgyldt sølv. Det har hun hørt i nyhederne i fjernsynet. Sonni får selv syn for sagn, da han saver i det ene horn.

Mens der ikke er meget guld at hente i de gyldne kopier, får retssagen sit eget glimt af guld, lige inden de tre dommere og domsmændene trækker sig tilbage for at votere. Ind ad døren træder nemlig tre unge kvinder med tyrkisk baggrund. Det er Serkans to søstre og en veninde. Søsteren, der ikke er kæreste med Sonni, har store guldøreringe i ørerne, og hælkappen på hendes løbesko er udført i et materiale, der ligner guld. Søstrenes veninde har en sort hættetrøje på. Trøjens liljemønster er broderet med fed guldbrokade.

Pigerne ønsker held og lykke, og mens dommere og domsmænd trækker sig tilbage, går Sonni Svensson i selskab med sine to vogtere ned på gadeplan for at lade sig interviewe af DR på græsplænen foran retsbygningen. Da journalisten finder ud af, at Sonni ikke vil have sit ansigt på tv, får hun travlt med at purre voldsomt op i håret.

Museumsmisbrug

Efter nogle timers votering kan dommeren læse den enstemmige dom op. Man har stadfæstet byrettens afgørelse. To år og fire måneder til Sonni inklusive reststraffen. To år til Serkan, der ryster svagt på hovedet, da dommen bliver bekendtgjort. Sonnis mor bliver frifundet for anklagen om hæleri.

Efter domfældelsen af sin klient Serkan Barut konstaterer forsvarsadvokat Kåre Pihlmann:
»Det er en speciel sag, der viser, at misbrug af adgang til museer straffes benhårdt. Domstolen har ønsket at sende et signal om, at tyverier af denne art straffes på en helt særlig måde.«
Men set i lyset af de 37 års fængsel, der blev Niels Heidenreich til del i begyndelsen af 1800-tallet, kan man måske anskue dommen på to års fængsel fra en optimistisk vinkel, konstaterer Kåre Pihlmann ironisk.

Blandt tilhørerne i Vestre Landsret er Nationalmuseets sikringschef, John Fristeen. Han har fulgt sagen i både byretten og landsretten.

»Det er sjældent, det er muligt for mig at få sat ansigt på gerningsmændene bag de forbrydelser, der bliver begået mod Nationalmuseet. Nu har jeg set dem. Det er jeg glad for,« siger John Fristeen.
Anklager Christian Schou taler om »følelige« fængselsstraffe, mens Sonni Svensson omtaler straffens længde som en »ordentlig røvfuld«.

Guldhornsvej

Efter retssagen kører jeg til Jelling. Udstillingsbygningen »Kongernes Jelling« ligger et stenkast fra Jelling Kirke og Den Store Jellingsten. På bagsiden af udstillingsbygningen er der nu opsat to kameraer. Det ene kamera peger direkte mod det aflange vindue, som Sonni og Serkan gjorde deres entré igennem.

Fra Jelling er der 47 kilometer til Hovedgård. Turen tager cirka 40 minutter ad snoede veje. Den kan helt sikkert gøres hurtigere med varme varer i bilen.

Hovedgård ligger ud til landevejen mellem Horsens og Århus. Byens vartegn er den imposante Grillhytten, der hilser besøgende velkommen ved indkørslen til byen. Jeg kører ned i byen og stopper ved SuperBrugsen. Standser en far, der skal ind at handle i selskab med sin søn. Han kender godt Daugårdsvej, og han ved godt, hvad vejen er kendt for. Jeg skal tilbage gennem byen og til højre, så er det anden vej på højre hånd.

Daugårdsvej 1-45 hører under Midtjysk Boligselskabs afdeling 32. Afdelingen består af en række enkeltstående boligforeningshuse i ét plan. For at sige det, som det er, bliver man ikke slået bagud af forundring ved tanken om, at Guldhornene for knap ét år siden dukkede op på et loft netop her.
Nummer 37 er ikke beboet, og flere steder er der ikke navn på postkassen. Hos Sonnis mor er gardinerne trukket for, og der bliver ikke svaret, når man ringer på.

Da medierne belejrede Daugårdsvej i efteråret efter fundet af Guldhornene, satte en beboer et papskilt med teksten Guldhornsvej op. Siden foreslog flere beboere, at Daugårdsvej skulle skifte permanent navn til Guldhornsvej. Men den idé er nu definitivt skrottet på grund af uenighed blandt vejens beboere. Godt det samme, mener Sonni Svensson.

»De er sure over tyveriet. Men de vil gerne spille på det og kalde vejen Guldhornsvej. Det er dobbeltmoralsk.«

Uwe Max Jensen er freelancejournalist.