Interessante strøtanker fra journalist Søren K. Villemoes på Facebook:
"En torsdagsstrøtanke: Noget af det mest fascinerende ved tiden lige nu er den politiske mainstreams intellektuelle kollaps. Og nu taler jeg ikke om den amerikanske politiske mainstream (selvom den også er faldet helt fra hinanden), men derimod om hele den der Berlin-orienterede, The Economist-agtige, Ellemann (tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, red.) og Lykketoftske (Mogens Lykketoft, red.), Bruxelles-begejstrede, konventionsdogmetænkende, globale bevidsthedsagtige, good governance og dialogbaserede, Bo Lidegaard-tilgang til at forstå verdens udvikling, vi kender herhjemmefra. Den mainstream jeg gennem hele mit voksne liv er stødt på som den mest naturlige verdensopfattelse i de fleste veluddannede, respektable miljøer. I dag er det jo tydeligt for enhver, der følger lidt med, at den har spillet komplet fallit.
På de fleste virkeligt store og vigtige spørgsmål har man inden for dette felt fejlet intellektuelt i en imponerende grad. EU var ikke én lang vandring ud af en landevej mod evig fred og frihandel. Schengen var ikke en entydig genial idé, som mantraet ellers lød. Inden for dette felt undervurderede man fuldkomment immigrationens politiske, økonomiske, sociale og retspolitiske konsekvenser. Det er pinligt evident. Man overvurderede også betydning af europæisk integration og konventionernes urørlighed. Man undervurderede nationalstaternes fortsatte relevans i en global tidsalder. Man undervurderede konsekvent og aldeles integrationens udfordringer. Og naturligvis fejlanalyserede man også vækkelsen inden for islam og dens konsekvenser i en til tider decideret absurd grad. Altsammen afgørende spørgsmål i den tid, vi befinder os i.
Det er om ikke andet fascinerende at være vidne til. Også selvom det er en lille smule tragisk."