Søren K. Villemoes linker på Facebook til en artikel på Modkraft, der omhandler de seksuelle overgreb begået af flygtninge og migranter nytårsnat i Köln og reaktionerne på overgrebene - blandt andet muligheden for at der kan vokse en feminationalisme frem i kølvandet på overgrebene (artiklen er et interview med redaktør og forsker Nazila Kivi ved Modkraft's skribent Laura Na Blankholm). Søren K. Villemoes har følgende kommentar til artiklen:
"Jeg ved godt, at det er et stykke tid siden, at vi havde masseovergrebene i Køln og andre steder nytårsnat. Men det var altså utroligt interessant at se, hvordan især en del (langt fra alle) feminister herhjemme reagerede. Og jeg vil gerne lige nå at give mit perspektiv med.
Feminismen er grundlæggende en politisk bevægelse, der har sine rødder i oplysningstiden. Det normative udgangspunkt har historisk været, at hver enkelt borger har krav på de samme rettigheder, den samme frihed og adgang til de samme offentlige goder uanset køn. Hvilket ofte har været kvinderne forment. Denne bestræbelse er uløseligt forbundet med oplysningstidens fremtidsoptimistiske, usentimentale universalisme. Hvis traditioner, kultur og religion står i vejen for at opnå disse idealer, så må de vige til fordel for idealerne.
Men de senere årtier har mange feminister allieret sig med et ganske andet politisk projekt, hvor man besynderligt nok ser meget kritisk på oplysningstidens universalisme og individualisme. Den anses nu som et mistænkeligt, vestligt, ja nærmest imperialistisk kulturprodukt. I stedet har man valgt at alliere sig med en teoretisk skole, hvis syn på kultur er langt tættere idéhistorisk forbundet med en af oplysningstidens modreaktioner, nemlig den tyske nationalromantik. Her havde vi tænkere som eksempelvis Herder, der fandt individets udgangspunkt i dennes kulturelle fællesskab og traditioner - og altså slet ikke i abstrakte idealer.
Denne antioplysningstradition er muteret flere gange siden og er i sin nuværende form en underlig cocktail af socialkonstruktivistisk, "kritisk", kultur- og minoritetsteori, der også trækker lidt på gamle marxistiske strukturanalyser. Men det, der går klart igen helt tilbage fra den tyske romantik, er, at man primært abonnerer på en partikulær, kollektivistisk kulturalisme frem for en universel, individualistisk idealisme.
Det betyder, at hvor man tidligere var helt klar i spyttet, og altid anså tradition, kultur og religion som sekundære størrelser, der naturligvis måtte en tur på møddingen, hvis de hindrede kvinder i at opnå de samme universelle rettigheder som manden, så ser man idag tradition, kultur og religion som sårbare, vigtige identitetsmarkører, der i meget høj grad er med til at definere det enkelte menneske, og som i minoritetskulturers tilfælde kræver feministens/aktivistens beskyttelse, hvis disse udsættes for kritik eller angreb fra en majoritetskultur (det er nemlig kulturimperialisme).
Nøgternt betragtet har dette utroligt lidt at gøre med kampen for kvinders rettigheder og langt mere at gøre med et lettere diffust antiracistisk venstrefløjsprojekt, der ikke er særlig klart defineret, men i praksis mest handler om at være en slags bolværk mod det, man ser som fremmedfjendske højrepopulister, der ønsker det værste for diverse minoritetsmennesker.
Det er det, der forklarer, hvorfor mange (og igen langt fra alle) feminister reagerede så besynderligt på hændelsen i Køln. Her havde vi helt indlysende at gøre med en minoritetskultur, der i den grad var med til at krænke kvinders basale rettigheder. Men alligevel snakkede man løs om "den hvide mand" og Roskilde-festivalen og pegede i øst og vest tilsyneladende uden at producere noget meningsfuldt. De er simpelthen fanget mellem to modsatrettede ideologiske traditioner, der svært lader sig forene. Den tradition, de er endt i, omhandler primært kampen for kvindens ligestilling inden for en aflukket, partikulær kulturkreds, mens kvinders rettigheder i andre kulturkredse helst ikke berøres for meget.
Det forklarer iøvrigt også ræsonnementet i nedenstående artikel, hvor en feminist tydeligvis vælger at beskytte minoritetskulturer mod kritik i antiracismens navn, også selvom det er lidt svært at se bort fra, at overgrebene i Køln nok havde en vis kulturel kontekst. Det paradoksale er så, at det faktisk er den tyske, romantiske tradition, hvis arv disse feminister opretholder, der faktisk udviklede den nationalisme, de idag opponerer så kraftigt imod. Mens den universelle oplysningstanke netop er den modgift, de selv efterlyser. Men det er en helt anden historie."