Jeg har ikke hørt historien før. Den er ellers spektakulær. Under Anden Verdenskrig trivedes en del dommedagsvisioner. Ikke kun af realpolitisk karakter, men også af den religiøse slags.
I Aalborg boede John Mikkelsen på et værelse i Helgolandsgade. Mikkelsen var oprindeligt medlem af Jehovas Vidner, men han var blevet smidt ud, da han på et møde havde taget ordet og profeteret, at jorden ville gå under 1. marts 1943. Verdensundergangen blev siden rykket til 15. marts 1943.
Mikkelsen fik en lille, men dedikeret skare af følgere - De sidste Israelitter - der som profeten troede fuldt og fast på, at jorden ville gå under. 15. marts 1943 ville Noahs ark lægge til i havnen i Aalborg og redde de udvalgte fra dommedag.
I Nørresundby holdt israelitterne undergangsmøde 14. marts om aftenen og afventede arkens ankomst. Arken kom ikke, og jorden gik under som forudsagt af profeten Mikkelsen.
"Det som jeg havde håbet, ventet og set hen til, skete ikke. Min skuffelse var ubegribelig stor. Som Saul i Det gamle Testamente udbrød jeg: Jahve svarede ikke. Hvem har syndet? Og som altid fik jeg svar af Gud," sagde profeten i kølvandet på arkens udeblivelse.
John Mikkelsen blev en tid i Aalborg, men rejste siden til København. En del af tilhængerne gjorde, hvad de kunne for at glemme alt om ham, men en flok holdt sammen indtil Mikkelsens død i København i 2000.