To af kunstverdenens absolutte sværvægtere slår pjalterne sammen i midten af maj, når Damien Hirst 's Newport Street Gallery i London åbner en retrospektiv udstilling med popkunstneren Jeff Koons. Udstillingen består af værker fra Hirst's private kunstsamling. Ifølge galleriet har Hirst samlet på Jeff Koons' kunst i mere end 12 år.
Værkerne stammer fra perioden 1979 til 2014. Med på udstillingen er klassiske værker som Equilibrium, Popeye og fotografier fra serien Made in Heaven - en erotisk fotoserie som Jeff Koons skabte i samspil med sin daværende hustru Ilona Staller, der havde en fortid som pornoskuespiller.
Udstillingen, der har fået titlen Now og er den første større visning af Jeff Koons-værker i Storbritannien siden 2009, åbner 18. maj 2016. Sidste udstillingsdag er 16. oktober 2016.