Journalist Pierre Collignon (var tidligere ansat på Jyllands-Posten) skriver om Syv år for PET og fogedforbuddet mod bogen på sin Facebook profil:

"Alle alarmklokker skal ringe, når Politiets Efterretningstjeneste på natlige, hemmelige retsmøder får en dommer til at nedlægge fogedforbud mod frie medier – uden at disse medier får lov til at udtale sig i sagerne. Det er uholdbart for vores demokrati, at trykkefriheden søges begrænset med så skæve midler i en sag af klar offentlig interesse. For naturligvis er det vigtigt for offentligheden at kunne læse Morten Skjoldagers nye bog, Syv år for PET, om og med tidligere PET-chef Jakob Scharf.

Var det så rigtigt af Politiken at trodse det danske retssystem og optrykke den omstridte bog i søndagens avis?

Nej, det mener jeg ikke, og jeg vil prøve at forklare hvorfor her.

Morten Skjoldagers bog handler om en stribe alvorlige terrorsager, midlerne i terrorbekæmpelsen, ledelsen af PET og flere af de sager, som tærede på Scharfs renommé, indtil han i 2013 måtte træde tilbage før tid; bl.a. håndteringen af oplysninger om socialdemokraten Henrik Sass Larsens rockervenskab i Køge, ”nødløgnen” om folketingspolitikeres aflyste besøg på Christiania, Jyllands-Postens Morten Storm-afsløringer og Scharfs tiltagende konfliktfyldte forhold til en del af PET’s politistab.

Alt sammen har klar offentlig interesse – men PET på samme tid en berettiget interesse i at sikre, at der ikke afsløres hemmeligheder, som kunne skade nuværende eller fremtidige operationer. PET skal i sin natur vogte på statshemmeligheder, men der er forskellige måder at vogte over hemmeligheder på, og man kan indlede med at slå fast, at den valgte metode med fogedforbud i sit udgangspunkt var dømt til at mislykkes.

Det er en falliterklæring, at PET har så elendigt et forhold til en af sine tidligere chefer, at man ikke har formået at holde en kontakt, så man kunne føle sig forvisset om, at bogen ikke ville indeholde farlige oplysninger.

I stedet for at sikre sig dette gennem dialog med Scharf, der er forpligtet til at forblive loyal mod sin tavshedspligt hele livet, har man sendt et brev til forlaget for at kræve manuskriptet udleveret til forhåndsgodkendelse.

Hvordan kunne man i PET tro, at bogens forfatter og hans forlag frivilligt ville underlægge sig en procedure af den art?

Jakob Scharf bærer selvfølgelig selv et stort ansvar. Hvorfor har han ikke selv holdt sin tidligere arbejdsgiver bedre orienteret om bogprojektet? Det lyder hult, når han i et interview med Jyllands-Posten understreger, at bogen ikke er hans ”projekt”. Det er ”en journalist, der har skrevet en bog, som jeg er blevet interviewet til. Jeg deltager jo i mange forskellige interview, og det her er så et af dem …” lyder Scharfs forsøg på at minimere sit ansvar.

Men den beskrivelse er ikke dækkende for Jakob Scharfs deltagelse i Morten Skjoldagers bog. Scharf er den absolutte hovedkilde i bogen, i passager fremstår den reelt som en interviewbog, og Scharf er også blevet belønnet med et honorar for sin deltagelse i bogens tilblivelse. Enhver der har læst bogen, kan slå fast, at Scharf aldrig før har udtalt sig så indgående i noget interview om sin tid i PET.

Så bogen er i høj grad også Jakob Scharfs projekt, og Scharf har et særligt ansvar i forhold til PET; han er forpligtet til at holde på hemmeligheder på en måde, som hverken Morten Skjoldager eller People’s Press er.

Dermed har vi ingredienserne til en principiel konflikt i fuld skala: Scharfs personlige dagsorden, PET klodsede tilgang, danske domstoles manglende evne til at modstå krav fra samme hemmelige tjeneste. En forlagsdirektør, som er dygtig til at skabe opmærksomhed om sine udgivelser. Her med en foromtale, der lover langt mere i retning af afsløringer om operationer, end bogen kan indfri.

Endelig burde PET have kalkuleret med et optryk i dagbladet Politiken som reaktion på et fogedforbud. Skjoldager er som bekendt ansat på Politiken, og alle kender avisens særlige tradition inden for disciplinen at optrykke bøger i modvind med Ritt Bjerregaards dagbog som EU-kommissær og Thomas Rathsacks bog om sin karriere som jægersoldat. Det var oplagt, at Politiken næppe ville modstå fristelsen til at trykke PET-bogen – og dermed udløse den informationsmæssige håndgranat, som gjorde fogedforbuddet illusorisk.

PET havde således tabt slaget i samme øjeblik, man gik rettens vej for at få et fogedforbud.

Jeg vil være overrasket, hvis det viser sig, at Politikens beslutning har medført offentliggørelse af oplysninger, som kan skade rigets sikkerhed. Bogens mest detaljerede beskrivelser om operationer har været fremme før; enten i danske retssale eller i mediedækning. Risikoen består mest i, om Scharf har forbrudt sig mod den særlige tavshedspligt, han som tidligere ansat i tjenesten er omfattet af. Det sker ikke så meget ved, at han i bogen afslører hemmeligheder, som kunne bringe PET-operationer i fare, men ved at han måske går for langt i forhold til detaljer om samarbejdsformer og kontakter med andre lande.

Alt i alt må man give bogen, at den trods skønhedsfejl bringer en højst relevant samlet fortælling om nogle dramatiske år i PET’s historie.

Så selvfølgelig bør pressen gå på barrikaderne, når PET får nedlagt et fogedforbud alene på grundlag af et forlags foromtale af en bog.

I første omgang skulle medier, der ikke direkte og med sikkerhed var omfattet af fogedforbuddet, kaste sig ud i dækning af de relevante nye oplysninger, som faktisk findes i bogen. Fx var det oplagt at citere fra kapitlet om Sass Larsen, som jo på ingen måde kunne påstås at bringe terrorbekæmpelse i fare.

Dernæst skulle medier helt sikkert udfordre fogedforbuddet ad rettens vej og søge at få det underkendt.

Man skal huske, at et fogedforbud kun er et midlertidigt indgreb, som skal sikre, at retten kan tage stilling til et spørgsmål. Der er ikke tale om en endelig afgørelse. Fogedforbud er et gammelt og velafprøvet middel, men det står dårligt i forhold til den moderne medievirkelighed, hvor information kan spredes lynhurtigt. Hvad denne sag også viste. Selv om man pressede retssikkerheden til det yderste med lynbehandling i retten, kunne man ikke forhindre, at informationer fra bogen piblede frem på alle mulige platforme.

Skulle man så som Politiken gå til den yderlighed, at man trykker hele bogen i en åben afvisning af rettens kendelse?

Selv hvis man havde garanti for, at bogen ikke indeholder strafbare oplysninger, er der endnu et hensyn, som en chefredaktør må overveje: Hvordan vil min handling påvirke det retssystem, som jeg og min avis både kontrollerer, hylder og er en del af?

Min påstand vil være, at det også har en pris at kortslutte retssystemet. Der findes nødsituationer, hvor det som medie kan være nødvendigt at gøre det, men de vil være undtagelser.

Hvis PET fx i 2012 havde forsøgt at hindre Jyllands-Postens offentliggørelse af de første historier om Morten Storm, vil jeg mene, at man kunne have forsvaret at trodse et fogedforbud. Der var nemlig i det tilfælde tale om voldsomt kontroversielle afsløringer af mulige lovbrud i den danske efterretningstjenestes terrorbekæmpelse.

Det er på ingen måde tilfældet i tilfældet med Morten Skjoldagers bog om Jakob Scharf, og derfor hælder jeg til, at man her skulle holde sig til retsstatens spilleregler. Ja, PET brug af fogedforbud her er dybt kritisabelt, men byrettens afgørelse er som sagt ikke en endelig bremsning af bogens udgivelse. Dels kan PET ved egen læsning nå frem til, at man ikke længere vil gøre indsigelser. Dels kan næste retsinstans, landsretten, vurdere sagen på en anden måde.

Som Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder, formulerede det i Berlingske i weekenden:

”Hvis så landsretten havde fået tid til og havde lavet en vurdering, man var helt, helt uenig i, så kunne man have tyet til civil ulydighed. Men på nuværende tidspunkt synes jeg ikke, det er et betimeligt slag for presse- og ytringsfriheden.”

Tag ikke fejl. Jeg finder PET’s ageren her en politistat værdig, og jeg er oprørt over, at Københavns byret to gange har udstedt fogedforbud på så spinkelt grundlag, som tilfældet er her.

Vi skal forsvare mediernes ret til at redigere sig selv under ansvar for landets love, og vi skal bekæmpe alle tendenser til, at PET forsøger at presse forskere, udgivere og journalister til at tilbageholde informationer, som er relevante for samfundsdebatten.

Men jeg mener ikke, at retsstaten har spillet fallit endnu i sagen om PET-bogen, og jeg ville derfor i første omgang lade sagen gå rettens vej. Når man har læst bogen, får man fornemmelsen af, at man sagtens kunne vinde den vej."

*


Jan Lauridtsen (journalist på TV 2) kommenterer:

"Et andet overset aspekt er, at vi - spår jeg - kommer til at se en ny informationsforbudslov ala rækkevidden af navneforbud og dørlukning, der omfatter ikke bare de medier, PET nu lige kan navnene på den dag i byretten, men samtlige medier/borgere under et. Én kendelse, venner, og den gælder jer alle. Det bliver fede tider..."


**




Læs også
Jacob Mchangama: Med Politikens optryk af Syv år for PET underminerer pressen den rolle, domstolene er tildelt af grundloven