Jyllands-Posten har udgivet et særtillæg i anledning af 10 året for avisens Muhammed-tegninger og har i den forbindelse genoptrykt Flemming Rose 's tekst. Denne gang uden de 12 ledsagende tegninger. Det er selvfølgelig meget sjovt og subtilt. Men først og sidst er det en illustration af islams magt.
Se de 12 tegninger her.
PÅ forsiden af særtillægget er der en tegning udført af (Muhammed-tegner) Rasmus Sand Høyer.
Kurt Westergaard 's Muhammed-tegning, der ikke længere vises i danske medier.
På Facebook skriver Jyllands-Posten:
"Lad os bare få det overstået med det samme: Nej, Jyllands-Postens dækning af tiåret for udgivelsen af Muhammedtegningerne indeholder ikke en eneste ny eller gammel Muhammedtegning. Nu, 10 år efter at 12 bestemte tegninger blev bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten, er dét vores bidrag til at forsøge at bringe debatten videre end til det rituelle opgør om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert dengang, og om man tør eller ikke tør bringe dem igen"
På Facebook skriver Kunsthal Charlottenborg 's ny direktør Michael Thouber:
"De danske aviser fravælger i dag at bringe Muhammed-tegningerne. "Det ville være både journalistisk relevant og helt naturligt at bringe tegningerne ved ti-års jubilæet", som Berlingske ærligt erkender og fortsætter selvransagelsen: "Så terror og truslen om terror virker". Alligevel slutter Berlingske lederen med at retfærdiggøre deres redaktionelle fravalg med ordene: "Ingen tegning er så vigtig, at den er et menneskeliv værd". Wiki har Muhammed-tegningerne liggende fast på deres internationale side, og en simpel Google billedsøgning giver også fint overblik. Måske er der flere grunde end abonnementspriser til at flere og flere læsere foretrækker at få deres information digitalt... Omvendt skal det siges, at uden JP's papirudgave var der slet ingen Muhammed-tegninger. Jeg var i foråret til prisuddeling i Den Danske Publicistklub, hvor Flemming Rose under stor PET beskyttelse på tiende år, fortjent endelig fik hovedprisen. Ingen publicist har de seneste ti år publiceret noget i Danmark, der har sat større dagsorden - på godt og ondt. Og ingen anden dansk publicist har måtte leve med større personlige konsekvenser af sit redaktionelle valg og arbejde end Rose. Lad os håbe, at hans utrættelige kamp ikke er tabt, som Berlingske antyder. For den handler om meget mere end en tegning."
Politikeren Pernille Vermund, der fik Kurt Westergaard til at tegne sin seneste valgplakat, bringer Westergaards Muhammed-tegning og skriver følgende på Facebook:
"Kampen for vort frie og åbne samfund må aldrig dø!
I dag er det 10 år siden Jyllandsposten bragte en artikel med 12 tegninger af Muhammeds ansigt.
Anledningen var den stigende selvcensur i samfundet i forhold til islam. I et demokrati er det frie ord afgørende for udvikling. I vort åbne og frie samfund er borgernes frihed ikke styret af religion, men af de demokratiske rettigheder til blandt andet at ytre sig frit, som er stadfæstet i vor grundlov.
Satire, kunst og vittigheder er blandt de udtryksformer, der med humor og vid giver anledning til eftertanke og kritisk stillingtagen. Gennem historien har humor og kunst været anvendt til at belyse udfordringer i samfundet på en måde, der får den frie befolkning til at reflektere og reagere. Gennem kunsten og satiren bliver vi klogere. Det udvikler vort samfund og gør os friere.
Men i flere sammenhænge oplevede man allerede dengang, at ordet ikke var frit, når islam var indblandet. Vi kunne gøre grin med alt andet; religioner, livsformer og mennesker. Men når det kom til islam, som de seneste årtier var rykket nærmere vesten og i stigende grad havde været anledning til konflikter mellem tro og demokrati, forstummede kunsten og den humoristiske kritik.
Derfor bragte Jyllandsposten 12 satiriske tegninger af Muhammeds ansigt med en artikel, der netop beskrev dette knæfald og særhensyn til en religion på bekostning af vor ytringsfrihed og samfundets fortsatte udvikling.
I dag, 10 år senere, er det lykkedes mennesker udefra, der med en tro som forsvar bryder mod alt, hvad vi normalt finder rimeligt, retfærdigt og anstændigt, at skabe frygt og censur i vort tidligere åbne og frie samfund. I dag bringer Jyllandsposten den oprindelige artikel uden billeder - af frygt.
Hvis vi, som befolkning, vil have retten til at kritisere tyraniserende styreformer, religioner eller personer, så er vi forpligtede til at tage et kollektivt ansvar. Ikke som en provokation, men som en stadfæstelse af, at friheden til at ytre sig - også når det er kritisk - er afgørende for fortsat at bevare og udvikle vort frie og åbne samfund."
Lisbeth Bech Poulsen fra SF skriver (FB):
"For 10 år siden mente jeg at denne avisforside var nedsættende, splittende og unødvendig.
Desværre har historien bevist med al tydelighed at den er nødvendig at vise. Flere af hovedpersonerne er beskyttet af livvagter døgnet rundt. Planlagte angreb på avisen og ved Krudttønden gør det nødvendigt at stå vagt om ytringsfriheden.
Jeg lægger den ikke op for at fornærme alle mine muslimske venner. Når noget man holder dyrebart bliver hånet, bliver man vred og ked af det. Det forstår jeg.
Der er bare meget mere og andet på spil. Ingen aviser tør længere trykke tegningerne. Det er et sygdomstegn i et ellers frit samfund."
Jurist og debattør Jacob Mchangama skriver følgende i en statusopdatering på Facebook:
"Jeg er nogle gange blevet betegnet som “saglig”, “nøgtern” og “præcis” I min debatform. Hvis det er en korrekt beskrivelse kan jeg ikke love at den holder for mine opdateringer de næste par dage. For jeg må erkende at jeg er følelsesmæssigt påvirket af 10 års jubilæet for tegningerne og den debat og reaktion det medfører. Det står nu klart at jubilæet har været en (foreløbig) sejr til Jihadistens Veto, der har fået alle trykte medier til at afholde sig fra at genoptrykke.
Under Napoleonskrigene skulle aviser der skrev om udenrigsstof have det godkendt før de gik i trykken for ikke at krænke fremmede magter. Fra 1933 blev pressen underlagt ”frivillig censur” af Udenrigsministeriets Pressebureau for ikke at skade forholdet til Tyskland. I dag behøver statsmagten ikke længere at skride ind, for de fleste trykte medier har internaliseret de røde linjer. Jeg forstår dem godt, redaktørerne, og kan ikke vide om jeg ville have handlet anderledes, hvis jeg stod med ansvaret. Men det er alligevel forstemmende.
Det er i disse tider, at vi har brug for modige mennesker, der går forrest. De fleste af os er pragmatikere og konformister, der gerne fortæller os selv, hvide løgne for at undgå at sætte noget på spidsen, når det gør ondt. Den konformitet brydes kun af de der går forrest. Men hvis ikke de modige skal findes blandt medlemmer af den 4. statsmagt, når det gælder ytringsfriheden, som er forudsætningen for mediernes fortsatte eksistens, hvor så?
Men hvad måske gør mig endnu mere deprimeret, ja faktisk helt sorgfuld, er de mange mennesker der lever af at ytre sig offentligt, publicister, journalister, redaktører, som bruger deres platform til at fortælle omverdenen at hele Muhammed-krisen stadig intet har med ytringsfrihed at gøre.
Disse mennesker, hvis progressive holdninger for blot 200-250 år siden ville have ført til fængsling og landsforvisning, tager ytringsfriheden for givet, selvom vi kun har haft ytringsfrihed i et splitsekund af Danmarks-historien og lever i en verden hvor kun 14% af dens befolkning nyder godt af en fri presse. Hvor folk der trodser islams blasfemiforbud myrdes i København, Paris, Bangladesh og Pakistan. Hvis ikke historien om 20-30 år fælder en hård dom over vores samtid, er det fordi vi ikke længere lever i et frit samfund."
På Facebook skriver Jyllands-Posten:
"Lad os bare få det overstået med det samme: Nej, Jyllands-Postens dækning af tiåret for udgivelsen af Muhammedtegningerne indeholder ikke en eneste ny eller gammel Muhammedtegning. Nu, 10 år efter at 12 bestemte tegninger blev bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten, er dét vores bidrag til at forsøge at bringe debatten videre end til det rituelle opgør om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert dengang, og om man tør eller ikke tør bringe dem igen"
På Facebook skriver Kunsthal Charlottenborg 's ny direktør Michael Thouber:
"De danske aviser fravælger i dag at bringe Muhammed-tegningerne. "Det ville være både journalistisk relevant og helt naturligt at bringe tegningerne ved ti-års jubilæet", som Berlingske ærligt erkender og fortsætter selvransagelsen: "Så terror og truslen om terror virker". Alligevel slutter Berlingske lederen med at retfærdiggøre deres redaktionelle fravalg med ordene: "Ingen tegning er så vigtig, at den er et menneskeliv værd". Wiki har Muhammed-tegningerne liggende fast på deres internationale side, og en simpel Google billedsøgning giver også fint overblik. Måske er der flere grunde end abonnementspriser til at flere og flere læsere foretrækker at få deres information digitalt... Omvendt skal det siges, at uden JP's papirudgave var der slet ingen Muhammed-tegninger. Jeg var i foråret til prisuddeling i Den Danske Publicistklub, hvor Flemming Rose under stor PET beskyttelse på tiende år, fortjent endelig fik hovedprisen. Ingen publicist har de seneste ti år publiceret noget i Danmark, der har sat større dagsorden - på godt og ondt. Og ingen anden dansk publicist har måtte leve med større personlige konsekvenser af sit redaktionelle valg og arbejde end Rose. Lad os håbe, at hans utrættelige kamp ikke er tabt, som Berlingske antyder. For den handler om meget mere end en tegning."
Politikeren Pernille Vermund, der fik Kurt Westergaard til at tegne sin seneste valgplakat, bringer Westergaards Muhammed-tegning og skriver følgende på Facebook:
"Kampen for vort frie og åbne samfund må aldrig dø!
I dag er det 10 år siden Jyllandsposten bragte en artikel med 12 tegninger af Muhammeds ansigt.
Anledningen var den stigende selvcensur i samfundet i forhold til islam. I et demokrati er det frie ord afgørende for udvikling. I vort åbne og frie samfund er borgernes frihed ikke styret af religion, men af de demokratiske rettigheder til blandt andet at ytre sig frit, som er stadfæstet i vor grundlov.
Satire, kunst og vittigheder er blandt de udtryksformer, der med humor og vid giver anledning til eftertanke og kritisk stillingtagen. Gennem historien har humor og kunst været anvendt til at belyse udfordringer i samfundet på en måde, der får den frie befolkning til at reflektere og reagere. Gennem kunsten og satiren bliver vi klogere. Det udvikler vort samfund og gør os friere.
Men i flere sammenhænge oplevede man allerede dengang, at ordet ikke var frit, når islam var indblandet. Vi kunne gøre grin med alt andet; religioner, livsformer og mennesker. Men når det kom til islam, som de seneste årtier var rykket nærmere vesten og i stigende grad havde været anledning til konflikter mellem tro og demokrati, forstummede kunsten og den humoristiske kritik.
Derfor bragte Jyllandsposten 12 satiriske tegninger af Muhammeds ansigt med en artikel, der netop beskrev dette knæfald og særhensyn til en religion på bekostning af vor ytringsfrihed og samfundets fortsatte udvikling.
I dag, 10 år senere, er det lykkedes mennesker udefra, der med en tro som forsvar bryder mod alt, hvad vi normalt finder rimeligt, retfærdigt og anstændigt, at skabe frygt og censur i vort tidligere åbne og frie samfund. I dag bringer Jyllandsposten den oprindelige artikel uden billeder - af frygt.
Hvis vi, som befolkning, vil have retten til at kritisere tyraniserende styreformer, religioner eller personer, så er vi forpligtede til at tage et kollektivt ansvar. Ikke som en provokation, men som en stadfæstelse af, at friheden til at ytre sig - også når det er kritisk - er afgørende for fortsat at bevare og udvikle vort frie og åbne samfund."
Lisbeth Bech Poulsen fra SF skriver (FB):
"For 10 år siden mente jeg at denne avisforside var nedsættende, splittende og unødvendig.
Desværre har historien bevist med al tydelighed at den er nødvendig at vise. Flere af hovedpersonerne er beskyttet af livvagter døgnet rundt. Planlagte angreb på avisen og ved Krudttønden gør det nødvendigt at stå vagt om ytringsfriheden.
Jeg lægger den ikke op for at fornærme alle mine muslimske venner. Når noget man holder dyrebart bliver hånet, bliver man vred og ked af det. Det forstår jeg.
Der er bare meget mere og andet på spil. Ingen aviser tør længere trykke tegningerne. Det er et sygdomstegn i et ellers frit samfund."
Jurist og debattør Jacob Mchangama skriver følgende i en statusopdatering på Facebook:
"Jeg er nogle gange blevet betegnet som “saglig”, “nøgtern” og “præcis” I min debatform. Hvis det er en korrekt beskrivelse kan jeg ikke love at den holder for mine opdateringer de næste par dage. For jeg må erkende at jeg er følelsesmæssigt påvirket af 10 års jubilæet for tegningerne og den debat og reaktion det medfører. Det står nu klart at jubilæet har været en (foreløbig) sejr til Jihadistens Veto, der har fået alle trykte medier til at afholde sig fra at genoptrykke.
Under Napoleonskrigene skulle aviser der skrev om udenrigsstof have det godkendt før de gik i trykken for ikke at krænke fremmede magter. Fra 1933 blev pressen underlagt ”frivillig censur” af Udenrigsministeriets Pressebureau for ikke at skade forholdet til Tyskland. I dag behøver statsmagten ikke længere at skride ind, for de fleste trykte medier har internaliseret de røde linjer. Jeg forstår dem godt, redaktørerne, og kan ikke vide om jeg ville have handlet anderledes, hvis jeg stod med ansvaret. Men det er alligevel forstemmende.
Det er i disse tider, at vi har brug for modige mennesker, der går forrest. De fleste af os er pragmatikere og konformister, der gerne fortæller os selv, hvide løgne for at undgå at sætte noget på spidsen, når det gør ondt. Den konformitet brydes kun af de der går forrest. Men hvis ikke de modige skal findes blandt medlemmer af den 4. statsmagt, når det gælder ytringsfriheden, som er forudsætningen for mediernes fortsatte eksistens, hvor så?
Men hvad måske gør mig endnu mere deprimeret, ja faktisk helt sorgfuld, er de mange mennesker der lever af at ytre sig offentligt, publicister, journalister, redaktører, som bruger deres platform til at fortælle omverdenen at hele Muhammed-krisen stadig intet har med ytringsfrihed at gøre.
Disse mennesker, hvis progressive holdninger for blot 200-250 år siden ville have ført til fængsling og landsforvisning, tager ytringsfriheden for givet, selvom vi kun har haft ytringsfrihed i et splitsekund af Danmarks-historien og lever i en verden hvor kun 14% af dens befolkning nyder godt af en fri presse. Hvor folk der trodser islams blasfemiforbud myrdes i København, Paris, Bangladesh og Pakistan. Hvis ikke historien om 20-30 år fælder en hård dom over vores samtid, er det fordi vi ikke længere lever i et frit samfund."